Tryk på "Enter" for at gå til indhold

Ud med træet!

0

UD MED TRÆET

Allerede 3. juledag så jeg de første trailere køre bort med juletræer. Pyt nu med juletræerne (selv om jeg er ”opdraget” med, at julefejringen varer til helligtrekongers aften…)

Men jeg spekulerer på, om julens budskab også ryger på lossepladsen. Og her tænker jeg ikke på, hvad der sker for de andre, men mere på hvad der sker for mig selv.  Jeg spekulerer på, hvordan det lille julebarn kunne få lov at vokse sig større i mit eget sind i løbet af året…

Når man er mor ved man, hvordan det er altforandrende at få et barn. Man møder noget, der er uendeligt stort – i al sin skrøbelighed og afhængighed. Man fyldes af kærlighed, jubel, undren og afmagt på samme tid. Hvor er det vidunderligt – og hvor er det udfordrende. Man får nye oplevelser og erfaringer dag for dag – og snart har man glemt, at der var en tid, hvor man ”bare” skulle tage sig af sig selv.

Jeg spekulerer på, hvordan jeg kan ”glemme” betydningen af Jesus’ fødsel allerede 3. dag. Hvordan kan jeg glemme at undres over, at han kom til jord, at han kom med fred, at han kom med lys, at han kom med frelse…

Jeg vil glæde mig over, at vi i valgmenigheden kan mødes til gudstjeneste Helligtrekongers søndag, 2. søndag efter Helligtrekonger, 3. søndag efter Helligtrekonger – ja hele kirkeåret, hvor vi møder tekster, der kan hjælpe mig til, at ”barnet i krybben” ikke blot bliver julepynt – men at barnet bliver voksent, lærer mig at leve, frelser mig fra mig selv og min selvoptagethed. Jeg vil glæde møde til at møde tekster, der fører mig frem til påske og pinse – ja gennem et helt Trinitatis-efterår. På den måde kan kan jeg undgå, at Jesus ryger ud med juletræet!

Godt nyt (kirke)år fra Anna-Marie

Og så lige et enkelt billede fra julen 2018

Kommentarer er lukket.