Press "Enter" to skip to content

Sjælesorg mellem Skanderborg og Horsens

0

Den anden dag var jeg på hjem i tog fra Aarhus. I Viby steg en ung kvinde på toget. Hun sad nogle rækker længere fremme og talte højlydt i telefon. Det irriterer mig altid at skulle være tvangsindlagt til at høre på folks private samtaler, og jeg prøver normalt at abstrahere fra dem. Men det var svært denne gang. For ud af samtalen forstod jeg, at kvinden havde mistet sin mor for et års tid siden, og at sorgen og savnet sad som en stor klump i maven på hende.

Samtalen sluttede, da vi var omkring Skanderborg, og derefter udspillede der sig en samtale, jeg sjældent vil glemme, og som glædede mig meget på trods af dens triste baggrund.

Overfor den unge sad en kvinde, der måske var 10-15 år ældre. Hun sagde til hende: ”Jeg har selv mistet min mor for 10 år siden. Jeg ved, hvordan du har det. Jeg vil bare sige, at det aldrig går væk, men du kan lære at leve med det.”

Og så førte de to en samtale, hvor den unge pige fik sat ord på nogle af sine følelser, og hvor den anden kvinde ærligt og realistisk kunne opmuntre og være et spejl for den unges oplevelser.

Det var fantastisk at være vidne til. For vi danskere er ofte alt for gode til at passe os selv. Vi tør ikke rigtigt tale til fremmede, selv om vi kan se, at de har brug for det. Her var der én, der handlede, fordi hun så et medmenneske, der havde brug for noget, hun kunne give hende. Det synes jeg var stærkt.

Da vi nåede Horsens var samtalen slut. Det tog ikke lang tid. Men jeg er sikker på, at denne sjælesørgeriske samtale i toget mellem Skanderborg og Horsens gjorde en forskel for den unge kvinde.

Lad os have lidt mere mod til at tale med hinanden om de svære ting. Lad os turde sætte os selv i spil og gribe anledningerne til at være dagligdagens sjælesørgere for dem, der har brug foren snak og nogle ører.

Comments are closed.