Sagde hun virkelig det?
Jeg læste et interview med Pia Kærsgaard i anledning af hendes 75 års fødselsdag. Hun blev blandt andet spurgt, om hun nogensinde havde fået et særligt godt råd. Hun nævnte, at hendes mormor havde sagt: ”Du skal aldrig bøje nakken”. Og det havde hun fulgt.
Da jeg læste det, blev jeg bare helt stille inden i og tænkte: Hvor er det synd for Pia, at hun ikke har lært at bøje nakken. Om hun bøjer andet, skal jeg ikke udtale mig om. Men jeg tænker personligt, at det utroligt vigtigt at kunne bøje sig.
At kunne bøje nakken, at kunne bøje sind og tanker ind mod andre. At kunne bøje knæ for sin skaber. Det betyder ikke, at man altid skal give efter, at man ikke skal stå op for sig selv, sine principper og sin skaber. Men eftersom ingen af os undgår at fejle, undgår at såre andre, undgår at komme til kort, så har vi alle brug for at kunne bøje os.
Det er jo ved at bøje os – enten som en fysisk gestus, i ord eller i form af imødekommende adfærd, at vi får muligheden for at genoprette skrantende eller knuste relationer.
Det er også ved at bøje os, at vi erkender vores egen status i forhold til Gud og får mulighed for at rejse os efter synd eller sorger og gå frimodigt videre. For Gud sender ikke sønderknuste, brudte sjæle væk – uden at rejse dem igen. Så det værste man kan gøre, er at knejse med nakken, så man skal gå videre uden renselse, uden tilgivelse.
I Salme 138 står der: ”
Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel og priser dit navn,
for din godhed og din troskab,
for du har gjort dit ord stort over hele din himmel.
Den dag, jeg råbte, svarede du mig,
du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke”.
Og min erfaring med mennesker er også, at det er mere gavnligt at bøje sig ind mod (eller endog bøje sig for) hinanden. For det er ved at erkende egne svigt, egen svaghed og sårbarhed, at man får lov at møde sig selv og andre som vi/de er – ikke bare som de facader, vi/de ser ud til at være.
SÅ LAD OS BØJE OS!!