Press "Enter" to skip to content

Krybbespil med moderne twist

0

Jeg har set virkeligt mange krybbespil. Men i år blev jeg alligevel overrasket – på den gode måde. Og jeg blev mindet om, at julens budskab er vedkommende og nyt hvert år.

I år var Jomfru Maria (i Hedensted) lidt betuttet over sin store rolle – og hun beholdt derfor sin sut i munden. Det fik mig til at tænke på, at den rigtige Jomfru Maria nok selv var forundret over alt det, der skete. Det var blevet forudsagt, at hun skulle føde verdens frelser – og nu skete det… Det at blive mor er stort – men at blive mor til verdens frelser… Det må have været ubegribeligt! Der står i Lukas-evangeliet, at Maria gemte alle de ord, der blev sagt om hendes søn, i sit hjerte og grundede over dem. Og det kan jeg virkelig godt forstå!

De små engle i Hedensted kirke havde øjne, der strålede. Både over Jesus-barnet og over at få lov til at spille en rolle. Her var det en rolle i krybbespillet, men mon ikke Guds engle dengang også strålede – på alle tænkelige måder. I hvert fald var der jo en himmelsk hærskare, der sammen med englene lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste… Det har været stort!

De vise mænd kom i år fra Eritrea – og hvem ved, hvor de vise mænd egentlig kom fra? Måske var det fra et land i nærheden af Eritrea? Traditionen siger i hvert fald, at mindst en af de vise mænd kom fra Afrika. Det vigtige ved de vise mænd er, at de kom langvejs fra – at de kom, fordi de havde set et tegn på himlen – og at de kom for at tilbede jødernes konge, Messias.

De vise mænd kom med guld, røgelse og myrra. I Hedensted var myrraen blevet til en krukke med min yndlingscreme, Elisabeth Ardens Green Tea – hvilket kaldte på et lille smil. For myrraen var jo en meget kostbar salve, der både blev brugt som parfume – og til balsamering. Men hvad ER myrraen egentlig i dag. Hvad er det for en gave, vi i dag skal bringe til Jesus-barnet?

Tak til Lea og Annemette, der gav børnene og vi andre et skønt krybbespil!

Comments are closed.