I dag var der fællesskabsdag i Hedensted Valgmenighed. Dagen havde gode rammer på Bøgballe Friskole, hvor vi både kunne have gudstjeneste, spise frokost sammen og have god tid til at høre nogle af vore nydanske venners historier.
Man kan sige, at vi stort set var verden rundt. Der var direkte forbindelse til Roar og Merete i Peru (Roar har tidligere været præst i valgmenigheden), der var lidt info om Michael i Honduras, som i denne uge faktisk har været i Colombia (Michael kommer fra Hedensted, men bor nu i Honduras). Derfra gik turen til fortællinger fra nydanske medlemmer af menigheden, som kommer fra Syrien, fra Sudan og fra Iran. De har hver deres fascinerende historie, som vi fik små brudstykker af – og jeg tror, at vi alle gik berigede hjem. Med en følelse af, at det er stort og godt at være et fællesskab, hvor vi godt nok er ét, fordi vi deler tro – men hvor vi virkelig også er forskellige.
Lad os værne om den forskellighed – og lad os være nysgerrige på hinandens historier… Både fra dem, der har boet i Danmark altid – og fra dem, der har en kortere historie her. En historie har vi alle!!