En mandag aften i oktober mødtes en lille flok fra Hedensted Valgmenighed. Dem, der mødtes er hver især ledere af en tjenestegruppe (børnekirkegruppe, kirketjenergruppe, musikgruppe osv.) Tjenestegruppelederne mødtes for at drøfte arbejdsgangen før, under og efter gudstjenesterne, og Hans Jørgen Hansen indledte med et lille oplæg om, hvorfor vi overhovedet holder gudstjeneste?
Med inspiration fra Martin Modéus sagde han, at vi holder gudstjeneste for at etablere eller vedligeholde tre former for relationer: Relationen til Gud, relationen til de andre i fællesskabet og relationen “til en selv”.
Jeg deltog i mødet og sad og blev taknemmelig over at være en del af et stort arbejdsfællesskab. Til hver eneste gudstjeneste er der – ud over præsten – altid 8-10 mennesker i aktion. Nogle kommer en time før gudstjenesten for at gøre alt det praktiske klar, én har hjemmefra gjort alt klar på pc’en, så tekster og salmer kan vises på skærmen, andre kommer en time før for at øve sange og salmer. Nogle har forberedt børnekirke og kommer og gør klar til at give børnene en god gudstjeneste, andre har lavet kaffe og købt småkager…
Alt sammen er det medvirkende til, at vi søndag efter søndag har mulighed for at gå til gudstjeneste og blive styrket i relationen til Gud, styrket i fællesskabet og styrket i selverkendelsen. DET er da en gave!
AMH
Comments are closed.