Tryk på "Enter" for at gå til indhold

Energisk lidenskabelighed

0

Har du en passion? Noget, du virkelig brænder for, og som vækker din lidenskab?
Det er interessant at se, hvad der førte til Reformationen. Udover, at det alene er Gud, der skal have æren for det, er der menneskelige aspekter, der gjorde Reformationen mulig. Jeg tror, at en af de afgørende ting var Luthers lidenskab. Han brændte virkelig for sandheden og for evangeliets frihed. Denne passion fik ham til at kæmpe med stor udholdenhed midt i hård modstand, der truede ham på livet.

Han var selv bevidst om, at han i sin kamp for sandheden og i sin bekæmpelse af kætteri og vildfarelser var og måtte være passioneret. Han siger i Om den Trælbundne Vilje, at han ikke kan være mere salig, end hvis han kan få et vidnesbyrd fra sin samtid om, ”at han har ført sandhedens sag uden at vise tegn på ladhed eller lumskhed, men med alle tegn på nok af – endda måske lidt for meget af – energisk lidenskabelighed!”

Vores tid er meget præget af politisk korrekthed, hvor alt helst skal være så modereret, at ingen i klar tale tør sige sin mening og stå fast på sandheden, når alskens løgne og samfundsnedbrydende ideer vinder indpas. Og vi lever i en tid, hvor kristne argumenter møder stor modstand. Men hvis vi bare gemmer os i et hjørne for os selv, uden at løfte røsten for sandheden og troen, så risikerer vi, at evangeliet går tabt i vores generation og for vores folk.

Hvad er din passion? Det er fint at være engageret i et fodboldhold eller i kagebagning. Lad os engagere os i det, vi har interesse i. Men måske har vi et skævt fokus, hvis det kun er sådanne ting, der kan få os op af stolen. Lad os ikke glemme lidenskaben for Guds store sandhed, evangeliet, for Kristus og for hans retfærdighed i verden.

Vi må gerne lære lidt af Luthers bramfrihed og lidenskab, så vi også i vores familie og i de kredse, vi færdes i til dagligt, bliver en lidenskabelig – og kærlig – røst for sandheden, så evangeliet ikke viskes ud og sløres af utydelig tale eller tavshed.  

 

Kommentarer er lukket.