Det kan nogle gange være svært at få nye ideer og tiltag til at slå igennem i en menighed. For mange er ikke så glade for det nye, det ukendte. Det er helt naturligt. Og der er ikke noget ondt i, at vi ofte gerne vil have det trygge og det kendte. Også når det handler om menighedsliv og gudstjenester osv.
Men vi skal passe på, at vi ikke laver en decideret tryghedskultur, som signalerer, at tryghed, forudsigelighed og behagelig stabilitet er de eneste rigtige kristne værdier. For det kan føre til, at vi ikke tør flytte os og lade os udfordre, at vi ikke har mod til forandringer. Og så kan trygheden blive en hindring for, at nye mennesker kommer i berøring med kirken, og at evangeliet når længere ud.
De værdier, Jesus og apostlene viser os, er ikke kun tryghed, blidhed og harmoni. Jesus, Guds søn, var villig til at gøre noget helt nyt: Han blev et menneske for at føre mennesker til Gud. Han gik konfronterende op i mod modstandere og afviste gamle tankemønstre. Han gik modig ind i kampen mod ondskab og synd for at ændre menneskers evige skæbne.
Også apostlene forlod trygheden og gik ud på troens eventyr. Pga. troen fik de mod til at ændre syn på rent og urent, og til at forandre deres indstilling til de fremmede, ikke-jøderne. De gik til steder og mennesker, de ellers aldrig havde forestillet sig. Og de gjorde det for at bringe flere i berøring med Jesus og med Guds frelsesløfter.
Tør vi bede om mod til at gå ud på troens eventyr? Tør vi tage udfordringen op og gå til fremmede og ukendte for at sætte dem i berøring med Jesus og Guds frelsesløfter? Måske trænger vi til at bede om trosmod til at gøre vores tryghedscirkler større, så der også er plads til mennesker og former, vi endnu ikke kender.
Comments are closed.