Sandhed i en fejl

Den anden dag skulle jeg notere et emne til en bibeltime. Titlen var ”Vores magtesløshed – Guds styrke” ud fra den beretning, jeg omtalte i blogindlægget ”Yes we can! Eller…?” om kong Joshafat, der står hjælpeløs overfor en fjendtlig hær. Men i sin magtesløshed beder han den almægtige Gud om hjælp. Og Gud viser sin styrke og redder Joshafat og folket.

Men jeg byttede om på ordene og skrev: Guds magtesløshed, vores styrke. Jeg opdagede det straks og skulle lige til at rette fejlen. Men så gik sandheden i min fejl op for mig. For det er jo netop det, vi fejrer i Julen. At Gud i sin søn, Jesus, lod sig blive lige så magtesløs som en lille baby. At han blev hjælpeløs som os her midt i vores verden fuld af nød, sorg og synd. Og han nøjedes ikke med julenattens uanseelige ankomst til vores jord, han blev ved med at vandre frem i ydmyghed på vej mod korset i Jerusalem, hvor han opgav al ære og herlighed. Under tortur og spot blev han klynget op på et kors og led en forbryders smertelige død.

Men netop fordi, den almægtige Gud gjorde sig magtesløs ved at Jesus tog vores elendighed og hjælpeløshed på sig, var ydmyg og opgav sit liv, kan vi se en vej ud af mørke og nød. Hans magtesløshed er blevet vores styrke, ja vores eneste håb. Vi står magtesløse over for den store hær (synden, døden og Djævelen), men Jesus besejrede det alt sammen. Han blev ikke i magtesløsheden, men opstod fra døden. Og når vi stoler på ham, er hans sejr vores sejr. Derfor har vi håb og tør tro på, at vi må have en lys fremtid i Guds nærvær.

Så stor sandhed og rigdom kan der gemme sig i en simpel lille fejl!