Press "Enter" to skip to content

Menighedens kraftcentrum

2

Gudstjenesten om søndagen er menighedens møde med den levende og treenige Gud. Vi tjener ham og han tjener os. Mest det sidste. Derfor kan vi gå styrkede og berigede hjem efter at have hørt Guds ord og modtaget Jesu legeme og blod i nadveren.

Et af de mest iøjnefaldende kendetegn ved os som valgmenighed er, at vi er fælles om gudstjenesten. I Hedensted Valgmenighed er der en række tjenestegrupper, hvor rigtig mange af menighedens medlemmer er aktivt engagerede. Gudstjenesten ledes af personer fra de forskellige tjenestegrupper sammen med præsten. Det er helt klart en styrke i forhold til det, som vi er vant til fra folkekirken, hvor det er professionelle, som varetager de forskellige opgaver.

Det kræver samtidig et stort forarbejde og også en del ressourcer. Mit spørgsmål i dette blog-indlæg er, om det er grunden til, at vi ikke holder gudstjeneste hver søndag? I så fald mener jeg, at der er noget grundlæggende galt. Som nævnt skal søndagens møde med Gud i kirken gerne give os ny kraft og overskud til at gå en ny uge i møde. Jeg mener, at det er et problem, hvis vi får den modsatte oplevelse, at det kræver en særlig anstrengelse at holde gudstjeneste og at vi derfor har brug for at holde “gudstjenestefri” søndage.

Fred og alt godt

Carsten

  1. Anna-Marie Hansen Anna-Marie Hansen

    Hej Carsten – hej alle.
    Jeg er helt enig i, at gudstjenesten først og fremmest handler om, at Gud tjener os – og at vi først og fremmest kommer i kirke for at blive fyldt på og modtage Guds ord og alt godt.
    Men vi må for mig at se også være realistiske i Hedensted Valgmenighed og sige, at nogle tjenestegrupper (fx musikerne) har opgaver stort set hver gang, vi har gudstjeneste – og blandt andet af hensyn til dem, kan det være ok “kun” at have 3 gudstjenester om måneden.
    Hellere lidt færre – men veltilrettelagte og vebesøgte – gudstjenester end mange gudstjenester, hvor det bliver en kamp at gennemføre dem. For så risikerer vi, at det kan blive tungt at arrrangere gudstjenester. Som det er nu, kan vi glæde os og sige: Yes, i dag igen er der gudstjeneste.

    Lad os glæde os til og over over hver eneste gudstjeneste –
    uanset om der er 37 eller 52 om året.

    Kærlig hilsen “en der elsker at gå i kirke”.

  2. Henrik Rasmussen Henrik Rasmussen

    Hej Carsten/alle.
    Også jeg holder af at gå i kirke og allerhelst hver gang, men jeg nyder også den gudstjenestefri søndag – faktisk af den grund, at jeg sådan en dag har mulighed for som familie, som nabo, som ven – at lave noget helt andet, at dyrke relationer.
    Vil vi ud med kirken… tror jeg, det er nødvendigt, at vi også bruger tid på det og sætter tid af til det – det vil jeg øve mig på.
    /Henrik

Comments are closed, but <a href="https://hedensted-valgmenighed.dk/menighedens-kraftcentrum/trackback/" title="Trackback URL for this post">trackbacks</a> and pingbacks are open.