Press "Enter" to skip to content

Kirke – uden for kirken

0

I Hedensted Valgmenighed vil vi være kirke – også når vi ikke er inde i kirkebygningen. At være kirke er at være et fællesskab om troen på Jesus. Denne tro næres og styrkes af gudstjenesterne i kirken.

Men kirken slutter ikke ved kirkedøren, for vi er som menighed sendt til verden. For Gud ønsker, at flere skal lære Jesus at kende, så de må få et meningsfyldt forhold til Gud, få tilgivelse og blive frelst. Guds hjerte banker for mennesker her hos os, der endnu ikke kender ham.

Derfor bliver vi også sendt ud af kirkebygningen for at være kirke blandt vores medmennesker og for at invitere ind i det varme og gode fællesskab, vi oplever i menigheden. Sidste søndag fik vi en god illustration af at være kirke uden for kirken. For kaffe-fællesskabet på P-pladsen foran kirken var også en del af menighedens fællesskab og af vores tjeneste for hinanden.

Vi vil som menighed både signalere og i praksis være et åbent fællesskab, hvor der er plads til alle – også dem, der er på vej og som endnu ikke har fundet ind i troen på Jesus. Derfor skal vi have kaffe på P-pladsen. Og derfor skal vi have relationer til vores naboer og kolleger, invitere til aktiviteter og fællesskab, derfor skal vi engagere os i byens andre aktiviteter og foreninger. Og være der som Jesus-troende mennesker som et vidnesbyrd om hans kærlighed. Og med en invitation til at komme og se, hvad vi selv har set i menighedens fællesskab.

Nej, det er ikke nemt. I hvert fald kan vi ofte have en tendens til at ville søge ly i kirkebygningen og gemme os lidt der for kritik og modstand. Men på den anden side, så handler det jo blot om at være det, vi er – sammen med andre mennesker. Og hvad er vi? Vi er elskede helt og fuldt af Gud, vi er hans børn, alle fejl og fald og synd er tilgivet af Jesus, og han er vores bror og ven. Og vi er et hjem for Guds egen Ånd, så vi er aldrig alene om at være kirke – heller ikke uden for kirken.
– Roar

Comments are closed.