“Jeg fik lyst til at danse ballet”
Sådan sagde vores barnebarn, da vi talte om gudstjenesten i går. Vi talte om, at der havde været virkelig dejlig sang, fordi der var så mange i kirke. Jeg spurgte Iben, om hun ikke syntes det lød dejligt, hvortil hun sagde netop denne sætning: ”Jeg fik lyst til at danse ballet”. Det var Hans Jørgens sidste gudstjeneste som præst i Hedensted Valgmenighed, og det var virkelig en festlig gudstjeneste, der skabte glæde hos mange af os – uanset om man så er til ballet eller ej.
Efter gudstjenesten var der kaffe, kage og hilsener i missionshuset. Vi er dybt taknemmelige for det store fremmøde, for den smukt pyntede sal og for de lækre kager. Men allermest rørte og ydmyge er vi selvfølgelig over alle de hilsener, der blev bragt i løbet af eftermiddagen. Vi tog hjem med stor taknemmelighed i hjertet.
Taknemmelighed over de fjorten år, vi har været med i valgmenigheden, over de fem år, hvor Hans Jørgen har været præst – og over en fantastisk eftermiddag, der vil stå som et stærkt minde for livet!
Tak fra Hans Jørgen og Anna-Marie