Nogenlunde sådan kan en af pointerne oversættes fra den lille bog om bøn, jeg er ved at læse. Den hedder Why we Pray og skrevet af den skotske præst William Philip.
Ofte tænker vi på os selv og vores præstation – eller ofte mangel på samme – når det handler om bøn. Men Philips pointe er, at vi skal fokusere på Jesus. For når vi tror på Kristus, så er vi Guds sønner (og døtre). Vi er adopteret, så vi i sandhed er Guds børn, og derfor har Gud også sendt sin Ånd i vores hjerte, så vi kan tale med i fortrolighed og med frimodighed, som børn taler til deres far.
Vi er iklædt Kristus, så vi overfor Gud nu er som Kristus og derfor har del i hans status og position over for Gud. Og vores bønner bliver hørt af Gud simpelthen pga. vores status som hans børn. Vi bliver ikke hørt pga. vores mange ord, eller pga. vores oprigtighed eller fromhed eller dygtighed eller vores sejr over synd. Nej, Gud kan ikke lade være med at høre os, fordi vi er hans børn.
Ofte tænker vi, at vi ikke er værdige til at bede til Gud pga. synd og fald eller andet. Og vi tænker, at vi først må gøre det godt igen, før vi er værdige til at komme til Gud, og før han vil lytte til os. Men denne tankegang er et udtryk for manglende tro på Jesu fuldbragte værk og på den retfærdighed, han har lovet. Jesus har gjort alt og givet alt for at vi kan være Guds børn. Det er fuldbragt, sagde han. Der mangler intet. I ham er vi Guds børn og den status går vi ikke ind og ud af, alt efter hvor godt vi klarer det, og hvor værdige, vi føler os.
Vi er i Kristus og har nu helt og fuldt status som Guds børn. Derfor lytter han til vores bøn, lige meget hvornår vi beder, og hvad vi beder om. Han kan slet ikke lade være!
– Roar Steffensen
Comments are closed.