EN STJERNESTUND
Søndag d. 1/12 var der fest i Hedensted Valgmenighed. Vi fejrede 10-års jubilæum – og vi fejrede første søndag i advent. Det blev en dejlig søndag af mange grunde: Adventskransen blev tændt. Vi fik kaffe og kransekage. Vi kunne se tilbage på 10 år i valgmenigheden, hvor vi gennem både sorger og glæder har erfaret Guds trofasthed. Han bærer os i livet! Det er ikke bare noget, vi synger – det er en erfaring, vi kan gøre os!
Men først og fremmest blev det en festdag, fordi Bibelens tale om Jesus blev gjort meget levende for os gennem Klaus Laursens recitationer af ni centrale tekster fra både det gamle og det nye testamente. Det var en stærk og bevægende måde at møde en række profetier og evangelietekster på.
Klaus bruger få – men meget virksomme – midler i sin recitation. Så vi fik oplevelsen af både at være med i Edens have, da Adam og Eva skjulte sig for Gud, fordi de havde spist af Kundskabens træ. Af at være på knæ for Gud i bønnen ”Vær mig nådig, Herre, for jeg råber til dig dagen lang”. Af at lytte til Esajas profeti om en kvist, der skyder frem af en stub – en profeti om fred og frelse. Vi kom helt tæt på Maria, da hun fik at vide, at hun skulle føde Guds søn. Vi fik et lille glimt at barnet, der blev født, svøbt og lagt i en krybbe. Et lille glimt af lyset, der skinner i mørket…
Mellem hver tekst fik vi lov at synge udvalgte vers fra nye og gamle julesalmer, og vi fik lov til at lytte til smuk musik! Vi sang blandt andet:
”Nu i den hellige time
Står vi i stjerneskær.
Og hører klokkerne kime
For nu er julen her.
Englene synger højt i kor.
Synger om fred på vor jord.
Verden var aldrig helt forladt.
En stjerne skinner i nat.”
For mig blev den gudstjeneste til en stjernestund – ja faktisk til en ”hellig time”, fordi jeg fuldstændig glemte mig selv. Jeg blev opslugt af teksterne og sangene. Jeg blev inviteret ind i et rum, hvor julens indhold kunne folde sig ud og fylde mit hjerte. Og det er jeg dybt taknemmelig for!!
Anna-Marie Hansen, Hedensted Valgmenighed
TEKSTOVERSIGT
Jeg fik selv lyst til at fordybe mig i teksterne og tænker, at andre kunne have det ligeså. Så hermed en oversigt over de læste tekster:
1. mos 1,1-2,4
1.mos 3, 8-15
Salme 86,1-7
Esajas Bog 9, 1-6
Esajas Bog 11,1-10
Lukas 1, 26-28
Lukas 2, 1-7
Lukas 2, 8-20
Johannes 1,1-18
PS: Dette indlæg er ikke sponsoreret af hverken Facebook, Hedensted Valgmenighed eller Klaus Laursen. 🙂
MEN man kan læse mere om Klaus Laursen på bibelenlive.dk
OG man er til hver en tid hjertelig velkommen i Hedensted Valgmenighed. Hedensted-valgmenighed.dk
GLÆDELIG ADVENT
Comments are closed.