En rød tråd i The Gospel Coalitions teologi er et stærkt kald til hver enkelt kristen til at dele evangeliet og kalde mennesker til tro. Det kald blev vi også mindet om på konferencen i Orlando på flere måder.
David Platt mindede os i sin workshop om, at Jesus netop kaldte sine disciple til at blive at kalde andre mennesker til tro. Jesus havde en klar plan med at kalde sine disciple til sig: Følg mig, sagde han, og jeg vil gøre jer til menneskefiskere. De skulle gøre Jesus til omdrejningspunktet i deres liv og følge ham. Så ville han lære dem frelsen at kende. Han ville lære dem Guds rige at kende. Han ville lære dem Guds forunderlige nåde og kærlighed at kende. Og mens de fulgte ham og lærte alt dette, så ville han forandre dem fra at være fiskere på søen til at være menneskefiskere. Som hans disciple skulle de selv gå ud og kalde nye til at blive disciple, kalde flere til at tro på Jesus. Det var Jesu plan med disciplene og hans kald til dem.
Det har ikke ændret sig. Vi, der er hans disciple i dag og kender Guds nåde og kærlighed og er blevet oplært i frelsens hemmeligheder, vi der kender ham, der er Vejen, Sandheden og Livet, vi er også i dag kaldet til at gå ud og gøre nye disciple.
Fra begyndelsen af har det at være discipel altså været knyttet nært til det at kalde nye disciple. Men der er masser af mennesker i kirken, som har været kristne i mange år, som kun sidder i det ene sted: inde i kirken. Måske har vi en opgave og hjælper til, vi giver til kirken, osv. Men har vi nogensinde været med til at lede andre mennesker til Kristus?
Vi kan godt undskylde os med, at vi ikke har evangelistens nådegave, så vi vil ikke stå nede på torvet og tale med vildtfremmede mennesker. Men den undskyldning kan også blive et skjold, vi bekvemmeligt gemmer os bag, så vi slet ikke kommer ud med Ordet og invitationen. Så vi netop bliver siddende inde i kirkens lune fællesskab og lukker os om os selv.
Men det var ikke det, Jesus kaldte sine disciple til at gøre. Vi må spørge os selv, hvordan står det til hos os, når handler om personlig evangelisering? Hvem deler vi evangeliet med?
På et andet seminar på konferencen, der handlede om arbejde, blev det sagt, at arbejdspladsen er den største missionsmark i verden. Langt større en 10/40 vinduet, som man kalder det bælte fra Nordafrika over Mellemøsten og udover Asien, som er muslimsk domineret. Der er milliarder af mennesker på arbejdspladserne rundt om i verden. Der er også nogle på din arbejdsplads. Og her skal du ikke være gadeevangelist, men bygge gode relationer til dine kolleger, gøre dit arbejde godt, så det bærer vidnesbyrd om integritet og bibelske værdier. Ja, og så skal vi også turde at tale med mennesker. Spørge til dem. Søge anledninger til at vidne om Jesus. Og invitere dem med i kirke! Ind i fællesskabet om Guds Ord og hans nåde og frelse til mennesker.
Min drøm for HVM er, at vi har åbne hjerter for mennesker omkring os. For dem vi kender og møder, der ikke kender Jesus. Lad os også åbne vores mund og tale med dem. Åbne vores menighed og vores fællesskab, så der er plads til nye, og så mennesker kan finde ind i et fællesskab, hvor de kan lære Jesus at kende, blive oplært i Gudsrigets og frelsens hemmeligheder og selv blive kaldet til gå ud og gør nye disciple.
Jeg håber, I vil være med til at tænke over og tale om, hvordan vi vi kan gøre det.
Comments are closed.