Press "Enter" to skip to content

Det står i avisen, at Gud er stor…

0

Har lige læst i Søndagsavisen, at ”Gud er stor i Danmark”.  Jamen, det er da et herligt udsagn at holde nytår på. Peter Lüchau siger i artiklen, at danskerne er forbavsende religiøse, men at det ikke er noget, de forholder sig aktivt til…

Skyldes det mon, at de fleste af os har et travlt hverdagsliv, hvor der ikke altid er tid og rum til de store eksistentielle spørgsmål?

Johannes Møllehave har som bekendt været præst blandt indsatte i Vridsløselille – og de har mere end rigeligt med tid til at overveje eksistensen. Han fortæller i en artikel (i samme Søndagsavis) om et møde med en mand, der havde taget sin kones og sine børns liv. ”Det var nødvendigt for den mand at blive tilgivet af noget større end straffeloven. Der er en dimension, der er større end dommen. Jeg sagde altid til de indsatte: Hvis du staver ordet dom bagfra, så står der mod. Du skal have mod til at leve på trods af dine gerninger. Det mod kan kun Gud give dig…”

Nu er det de færreste, der har andres liv på samvittigheden. Men derfor kan alle have brug mod på livet, brug for at blive tilgivet af noget større end både straffeloven og den almindelige offentlige mening.

Det skal være mit nytårsønske, at vi må tage imod det nye år som en gave, at vi må have mennesker at dele det nye år med og at vi må tage imod Guds tilgivelse.

Ja, det skal være mit nytårsønske, at Gud faktisk må være stor i Danmark.
Så tror jeg, at vi får et GODT NYTÅR ! 

juletraeikirken

Comments are closed.