Jeg ved ikke helt, hvor mange børn jeg har…

Jeg ved ikke helt, hvor mange børn jeg har…

Ja, det sagde han faktisk, Naty fra Honduras, som sammen med Michael Nielsen medvirkede ved dagens gudstjeneste. Og du skal selvfølgelig ikke snydes for historien, der ligger bag det udsagn. Men først lidt om dagens gudstjeneste og dagens gæster.

Dagens tema var: En ny begyndelse! Og Hans Jørgen Hansen indledte sin prædiken med at trække pointer fra dagens tre tekstlæsninger frem. Både hos Esajas, i Efeserbrevet og i Markus-evangeliets fortælling om den lamme mand, der bliver helbredt af Jesus, bliver det understreget, at Gud ØNSKER at skabe nyt – at Gud KAN skabe nyt – og at han GØR det!

Den pointe blev stærkt understreget af Naty, der på spansk fortalte bare lidt af sin livshistorie. Naty er kunstner og prædikant fra Honduras. Han tjener til dagen og vejen ved at arbejde hårdt med at skabe kunstværker og praktiske brugsgenstande ud af udslidte dæk. Ud af noget, der af andre bliver betragtet som affald.

Og netop det at skabe noget nyt ud af affald har for Naty en dybere mening. For Naty opfattede som barn og ung sig selv som affald. Hans forældre blev skilt, da han var en lille dreng. Han og hans søskende levede et usselt liv på gaden – i et fattigt og utrygt miljø præget af kriminalitet.
Naty selv blev tidligt gift og fik børn – og det hele kunne være fortsat på samme socialt udsatte måde.
Men på et tidspunkt blev Naty kristen og traf beslutningen om at starte forfra og begynde at leve på en ny måde. Gud gav ham EN NY BEGYNDELSE, og Naty har siden brugt sit liv på at skabe et godt hjem for sin egen familie – og for de udsatte børn, der er kommet til ham. Naty fortalte på en meget bevægende måde om, hvordan han fra det tidspunkt, hvor han mødte Jesus, satte alt ind på selv at være den far, som han aldrig selv havde haft som barn. Og som han altid havde savnet!
Det var enormt stærkt at mærke, hvordan Natys egen længsel efter kærlighed, i dag er en drivkraft i hans liv. Han brænder for at give den kærlighed videre, som han selv har mødt hos Gud. Og han brænder for at skabe et godt hjem for sine biologiske børn – og for de børn og unge, der på forskellig vis er kommet til ham. Han fortalte om tre af de ekstra børn, der hører til hans familie – og man fornemmede, at han kunne have fortalt om en del flere.
På den baggrund gav det pludselig mening, at han ikke helt kunne svare på, hvor mange børn han har… Fordi han simpelt hen føler et kald til at tage sig af de børn, der kommer til ham og beder om hjælp. På den anden side fornemmede man også klart, at han og hans kone jo umuligt kan tage sig af alle de børn, der kunne have behov for det…

Jeg tror, vi alle sad tilbage med en taknemmelighed over at have mødt Naty – men også med en længsel efter selv at være så helhjertet og fyldt af kærlighed… Efter gudstjenesten tænkte jeg på, at Natys liv faktisk var en praktisk udlægning af teksten fra Efeserbrevet: ”I skal aflægge det gamle menneske…og I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske…”.

I skal fornyes. Rent sprogligt er det det, man kalder en passiv form. Vi skal ikke selv stå for fornyelsen – men lade den gå i gang ved at aflægge det gamle menneske. Fornyelsen i sind og ånd kommer fra Gud!!