Det store familiedrama

Det er lidt af et familiedrama, der udspiller sig den historie, Jesus fortæller i Lukas 15,11-32. En far bliver vraget af sin oprørske søn, der stikker af hjemmefra og formøbler en stor del af familiearven. Og den ansvarsfulde og hårdtarbejdende men bitre storebror, der ikke vil vide af hverken sin hjemvendte lillebror eller sin kærlige far. Det ligner drejebogen til en god amerikansk familieserie fuld af intriger, opgør, kærlighed og had. Eller måske ligner det bare hverdagen derhjemme hos os selv, hvor det med de familiære relationer også ofte volder problemer.

Det er faktisk hele menneskehedens drama om vores forhold til Gud, der fortælles i denne gribende beretning, hvor Gud selv har hovedrollen som faren og vi har birollerne som de to brødre.

De to brødre troede på hver sin måde, at det var deres måde at være på, der afgjorde deres forhold til deres far. Og sådan tænker vi også ofte. Vi tror, at Gud fordømmer os, fordi vi har vendt ham ryggen og formøblet det liv, han har givet os. Eller vi tænker, at Gud skal belønne os, fordi vi er bedre en andre.

Men Jesu fortælling viser os, at vores forhold til Gud, vores frelse og evige liv, ikke afhænger af, hvad vi gør og kan. Det hviler alene på én ting: At Gud er en nådig Far. Ved dåb og tro blev vi adopteret ind i hans familie og fik en plads i hans hus og har fået del i arven i Guds rige. Vi kan ikke gøre os mere eller mindre fortjent til at blive Guds børn og få plads i hans hus. Nej, vi kom der, vi er der og vi bliver der, alene af Guds nåde.

Det bliver en lys og mild sommer i nådens solskin, hvis vi kan finde hvile i, at alt afhænger af ham. Alt får vi af ham, fordi han er vores far. Fordi han er, som han er, og ikke fordi vi er, som vi er.