Der var en ung kristen, der havde en stærk længsel efter følge Jesus. Han besøgte en ældre kristen, om hvem det hed, at han aldrig havde mistet kærligheden til Kristus. Den unge spurgte ham, hvorfor så mange kristne i begyndelse er ivrige efter at følge Jesus, men senere glider ind i en behagelig, lunken og rituel kristendom, og ender med leve deres liv efter de samme principper som almindelige, sekulariserede mennesker.
Den ældre mand svarede ved at fortælle historien om den gang hans hund havde opdaget en kanin, der løb over marken. Hunden satte straks efter kaninen, og jagtede den intenst over marker og bakker. Derved tiltrak den andre hundes opmærksomhed, og efterhånden kastede mange hunde sig ind i jagten. Men snart begyndte de første at give op, trætte af jagten, forvirrede over de skiftende retninger de løb i. Til sidst var der kun den ældre mands hund tilbage i jagten på kaninen. Og, sagde han til den unge: Her har du svaret på dit spørgsmål.
Den unge var lidt forvirret og spurgte: Hvad var sammenhængen mellem kaninjagten og længslen efter Gud?
Den ældre svarede, at det egentlige spørgsmål var, hvorfor de andre hunde ikke fortsatte jagten, men opgav? Og svaret er, at de ikke havde set kaninen. Det var kun hans hund, der havde set den, og hvis ikke man ser byttet bliver jagten for besværlig. Man vil mangle passionen og den nødvendige beslutsomhed til at forsætte jagten.
Har vi ikke for alvor set Jesus som Guds evige og almægtige Søn og som vores eneste håb for frelse, så står vi ikke distancen som Jesu discipel. Vi må se ham som vores ét og alt og være afhængige af hans nåde, for kun det giver passion og kraft til at bære discipellivets kors.
Comments are closed.