Jeg var i Mejía, en lille by ved Stillehavet i Peru, hvor jeg skulle have bibelundervisning et par dage i den lokale kirke. Her oplevede jeg, hvordan mine fodtrin blev lyttet til og modtaget med glæde. Det var en menighed med en del nye kristne, og med stor hunger efter at høre Guds ord forkyndt og undervist. Og det første, de spurgte mig om, da jeg mødte dem den første aften var: Hvornår kan du komme igen? Og det sidste de spurgte mig om var: Hvornår kan du komme igen? De ønskede bare at høre mere og at lære mere om Guds ord.
Men det var nu andens fodspor, jeg stadig kan høre for mig. Det er Damianas. Hun tænkte, at det var med at udnytte det, når nu missionæren var på besøg, så hun inviterede mig til at komme til hendes hus næste eftermiddag. Hun fortalte, at hun en gang imellem samlede de unge i sit hjem for at fortælle dem om Jesus og læse lidt i Bibelen for dem. Da jeg dukkede op, løb hun stadig rundt og bankede på dørene i nabolaget. Jeg så bogstavelig talt hendes fodspor på de sandede gader rundt til naboerne. Og snart var vi 14-15 mennesker forsamlet, både unge og ældre. Damiana havde været rundt og invitere sine naboer i kvarteret, for hun ville så gerne have, at de skulle komme til at kende Jesus. Jeg fik lov at prædike for dem, og de blev inviteret til kirken og vi fik kiks og sodavand og havde en dejlig eftermiddag sammen.
Det var mig, der havde titel af at være missionær, men Damiana gik så sandelig også i Guds store mission. Hun brændte for at naboer og bekendte skulle blive frelst, og hendes fodspor rundt i kvarteret var herlige. Det er den samme villighed til at gå, og den samme brand for vores naboer og mennesker omkring os, Gud ønsker at give os, når han kalder os til at gå og til at være med i hans store mission.
Hvem bliver du bedt om at gå til? Hvor skal man høre dine fodtrin, og høre dem genlyde af tro og glæde over Jesus?
Comments are closed.