Et problemfelt, som jeg mener vi bliver nødt til at forholde os til og gøre noget ved er forholdet mellem valgmenighed og missionshus.
I menighedens vedtægter (§ 11) står der:
”I det omfang, det er muligt, søger præsten samarbejde med de lægmandsbevægelser,
valgmenighedens medlemmer hovedsageligt tilhører, for dér at støtte igangværende
aktiviteter for alle aldersgrupper. I det omfang, et samarbejde ikke er muligt/hensigtsmæssigt eller aktiviteten ikke eksisterer, kan sådanne oprettes i valgmenighedsregi – dog i samråd med menighedsledelsen.”
Her kunne lige så godt stå Indre Mission da mere end 80% af valgmenighedens medlemmer hører til IM i Hedensted. I praksis betyder denne formulering i vores vedtægter, at der kun i meget begrænset omfang kan etableres menighedsaktiviteter i valgmenighedens regi. Samtidig betyder det, at vores præst vil skulle bruge meget af sin tid i IM´s arbejde i og ud fra missionshuset.
Samtidig er det – selv med det lave aktivitetsniveau, som vi har i menigheden på nuværende tidspunkt – et problem at skaffe ressourcer nok til både menigheden og missionshuset da det jo i realiteten stort set er de samme mennesker, som skal udføre arbejdet.
Det vil set med mine øjne på sigt komme til at betyde at valgmenigheden mere og mere vil blive identisk med IM i Hedensted og præsten vil blive en slags ”indremissionær med præstekrave” som én har formuleret det. Og det mindretal, som af forskellige årsager ikke ønsker at komme i missionshuset og ikke uden videre kan identificere sig med IM vil blive nødsaget til enten at være meget åndeligt nøjsomme eller se sig om efter en anden menighed at tilhøre.
Som jeg har opfattet det er det et stort ønske – ikke mindst fra missionshusets brugere, at vi skal få en større berøringsflade i byen og at flere skal få lyst til at være med i kirken og meget gerne også i missionshuset. Her mener jeg altså, at vi med den nuværende konstruktion og med formuleringen i vedtægternes § 11, lægger hindringer i vejen for os selv.
Det, som jeg personligt – ikke bare drømmer om, men forventer, er en hel menighed. Med andre ord, at der med gudstjenesten som centrum kan udfolde sig et aktivt menighedsliv med undervisning, evangelisation, diakoni, børnearbejde, korarbejde m.m.
Indtil nu har vi lidt under begyndervanskeligheder i form af præster, som har været syge og som er endt med at forlade os. Med min overvejelse her vil jeg gerne antyde, at det ikke er sikkert at alle problemer er løst i og med at vi forhåbentlig nu får en stabil og velfungerende præst.
kh Carsten
Kommentarer er lukket.