Refleksion over debataften 6.11

Ateisten Carsten Andersen beskrev til debataften de kristne som mennesker, ”der på nogle områder tænker irrationelt”.

Er det rigtigt, at kristne tænker irrationelt? Kan kristendommen, når det kommer til stykket tåle at møde virkeligheden, sådan som den virkelig er?

Måske er der mange – også kristne – som tænker, at sandhed og virkelighed befinder sig i ét rum, og at tro og Gud er i et andet. Hvis vi fører dem ind i samme rum, så vil sandheden og virkeligheden måske afsløre troens verden som en illusion. Derfor må vi lade de to verdener leve adskilt. Troens verden er følelsernes, stemningernes og fortællingernes verden, mens den virkelige virkelighed er noget helt andet. Noget, som hvis vi skærer ind til benet, ikke kan rumme troens verden.

Hvis det er sådan, vi tænker – så er sandheden noget vi må frygte, og som vi derfor må holde på tilbørlig afstand af troen. Det holder ikke i længden! Hvis min tro ikke kan tåle en udfordring fra en ateist eller andre, der har en anden opfattelse af virkeligheden, så er den ikke meget værd. Og hvis troen blot er en niche, jeg dyrker i afgrænsede områder af mit liv, så er den slet ikke noget værd.

Jeg vil hævde, at vi i kristendommen tror på sandheden – vi er ikke bange for den. Sandheden er kun en trussel, hvis vi selv bygger på usandheder eller halve sandheder

Jesus går i Bibelen et skridt videre og siger: Sandheden skal gøre jer frie (Joh 8,32). Vel taler han her I først omgang om den sandhed, som findes i hans ord, men udsagnet rækker videre. At være tro mod virkeligheden gør et menneske frit. Der er ikke en eller anden hemmelighed, som skal holdes skjult. En hemmelig side ved kristendommen, som helst ikke skal frem, fordi den ikke vil kunne overleve virkelighedens og sandhedens test.

Det menneske, der står på sandhedens side, står stærkt, frit – og trygt!

Hans Jørgen Hansen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *