Kære alle. Sidder her og funderer over en samtale, jeg deltog i en forleden. En af deltagerne sagde: “Jeg ved ikke rigtig, med Skærtorsdag og Langfredag… Gudstjenesterne dér siger mig ikke så meget…”
Jeg har det personligt på en anden måde med de dage. Jeg synes, de er med til at skabe forståelse for hele påskens budskab. Hvorfor skulle vi fejre Jesu’ opstandelse, hvis ikke han først var død? Og hvorfor skulle han overhovedet dø?
Skærtorsdag aften fejrer vi ikke bare Jesu’ sidste nadver med disciplene – men indstiftelsen af nadveren. Tilgivelsens måltid, som vi stadig kan deltage i hver søndag (eller andre dage for den sags skyld).
Langfredag, hvor vi mindes Jesu’ uretfærdige død. En dag, hvor vi – som Bodil Jørgensen udtrykker det I KD – skal fatte, at døden findes. At synd, lidelse og død findes – og at synd kostede Jesus livet. Og ikke hans egen vel at mærke…
Langfredag læste vi i kirken en del af kapitel 53 fra Esajas’ bog, og det slog mig endnu engang, hvor mærkeligt det er, at Esajas 700 år før det skete, kunne forudsige hvordan Jesus skulle lide og dø…:
“Han blev plaget og mishandlet…
Som et lam, der føres til slagtning…
Fra fængsel og dom blev han taget bort…
Han blev gennemboret for vore overtrædelser –og knust for vore synder…
Man gav ham grav blandt forbrydere…”
Påskedag får vi så lov at fejre opstandelsen, at Jesus opstod fra de døde. Da bliver der lys, liv og fest! Og jeg glæder mig….
Så mens vi venter, er der da grund til at gennemtænke alle påskens dage, for SÅ er der for alvor noget at fejre!!
Håber vi ses! (AM)
Kommentarer er lukket.