Læs Lukasevangeliet 18,9-14.
Vi har ofte travlt med at fortælle, hvor travlt vi har det. Travlhed er blevet en livsstil, og en måde at retfærdiggøre os selv og vores eksistens på. En måde at vise, at vi har værdi, og at vi skaber værdi. Med min travlhed kan jeg vise, at jeg er noget, og at jeg ikke er sådan en asocial Dovne-Robert, der ikke vil bidrage til samfundet.
Det er en måde at gøre os fortjent til andres beundring og anerkendelse. Det er vel også derfor, vi har så travlt på Facebook med at vise og fortælle om vores vellykkede liv og tætpakkede kalender. Se mit travle liv. Se, jeg er noget!
Åndeligt spørgsmål
Men når det er hele vores eksistens og meningen med livet, der står på spil med travlheden, så er det også et åndeligt anliggende.
Bibelen fortæller os, at ingen bliver retfærdige, altså får et ret og godt forhold til Gud, gennem alt det, vi selv kan gøre.
Farisæeren, der bad i templet, ville vise Gud og hvermand, at han med sit travle, religiøse liv var værd at elske. Men han var ikke retfærdig, siger Jesus.
Skal vi blive så bare blive dovne? Skal vi pjække fra arbejde og skole og slippe alle opgaverne? Nej, vi skal gøre vores pligt og tjene, hvor det er muligt. Men vi må ikke tro, at det er vores arbejde og travle indsats og vores gode gerninger, der gør os værdige til Guds kærlighed.
Vi må slappe af i nåden
Vi skal ikke søge vores værdi og vores eksistensberettigelse i et travlt og virksomt liv, men alene i Gud. I hans arbejde, i hans værk for os i Jesus Kristus skal vi lade vores sjæl finde ro og hvile. I ham og ham alene har vi vores frelse, vores retfærdighed og vores berettigelse. Hans nåde er nok, for han har gjort arbejdet færdigt for os. Der mangler ingenting, som vi skal have travlt med at gøre færdig for at blive elsket og set af ham. Derfor må vi slappe af i ham og finde ro og retfærdighed i hans nåde.
Kommentarer er lukket.