Tryk på "Enter" for at gå til indhold

Hilsen fra Præsten i Peru

0
Roar sammen med Roger, der er lærer og præst i Crucero

Kære Menighed
Hermed en lille hilsen fra præsten i Peru.
Jeg har det fint her. I baggrunden summer og larmer ventilatoren, for det meget lummervarmt disse dage her i Arequipa. Derfor blev det også en svedig oplevelse at undervise på pastor- og ledersamlingen her i formiddag. Jeg underviste om præstens/lederens åndelige liv. En af pointerne var, at adskilt fra Kristus, kan vi intet gøre. Sådan siger Jesus i Johannes 5,5. For at troen kan spire og vokse, for at vi får den åndelige næring, vi har brug for og for at relationen til Gud, vores far, forbliver levende og fortrolig må vi alle forblive i Jesus og lytte til hans og modtage sakramenterne i tro.
Det skal også være min hilsen til jer i denne omgang: Bliv i Kristus. Lad os sætte tid af til at sidde ved hans fødder for at lytte og samtale med ham og til at sidde til bords med ham ved nadveren. Så vi Helligånden selv lade os vokse og bære frugt ved Guds ords kraft.

I weekenden var jeg på besøg hos nogle menigheder i en by, der hedder Crucero, der ligger langt oppe i Andesbjergene i 4150 meters højde. Det blev en god weekend med mange gode oplevelser og samtaler og mulighed for at forkynde evangeliet for dem. Se mere om dette besøg på videoen ved at klikke her på billedteksten ovenfor eller ved at klikke her: Video om Crucero.

Fællessang i en menighed i Crucero

I den kommende weekend går turen så den anden vej. Jeg rejser sydpå ned til byen Tacna tæt ved chilenske grænse, hvor jeg også skal undervise og forkynde.

I er velkommen til at se og læse mere på www.peruprojekt.dk, hvor jeg af og til lægger nye blogs og videohilsner op.

Jeg ønsker jer alle Guds velsignelse. Vi ses.
Kærlig hilsen Roar.

Kommentarer er lukket.