Har kirken ikke selv en scooter?

Jeg skulle i dag stå for børnenes 5 minutter. Prædiketeksten handlede om en kvinde, der råbte til Jesus, om han ville forbarme sig over hende.

Og jeg valgte derfor at fortælle børnene om en gang, hvor Gud virkelig havde forbarmet sig over mig. Han havde grebet ind, så min søn ikke blev kørt over – engang han som to-årig havde kørt ned ad en stejl rampe på sin scooter – lige ud foran en bil.  For at gøre fortællingen konkret, havde jeg  lånt en scooter af en af menighedens børn.

Da vi skulle aflevere scooteren, sagde drengen: “Jamen har kirken ikke selv en scooter?”

Det fik mig til at trække på smilebåndet – fordi jeg straks kunne forestille mig kirkecross op og ned ad midtergangen. Og det tror jeg alligevel ikke, vi skal have… Men vi skal have en kirke, der er god at komme i både for børn, unge, voksne og ældre.

Lad os tænke over, hvordan vi er kirke, der både er god for de små, der kører på plastic-scooter, for de ældre, der kører på el-scooter – og for alle os derimellem. (AMH)