Falcks tryghed?

Bekymring og sikkerhed
Jeg blev ringet op af en sælger fra Falck, der med bekymret og indforstået stemmeføring sagde noget om, at jeg jo nok havde hørt om de nedskæringer, der nu fører til længere ventetid på sygehusene. Jeg var for fej til at indrømme, at jeg faktisk ikke lige kunne huske at have hørt det, så jeg gled af på spørgsmålet. Men hans næste spørgsmål var så, hvordan jeg var sikret, hvis nu noget gik galt og jeg blev syg? Jeg svarede, at jeg ikke skulle have en sygeforsikring takkede pænt farvel.

Bagefter slog det mig, at denne sælgers metode og spørgsmål taler lige direkte til en af det moderne menneskes største afguder: Sikkerhed og komfort. Han ved godt, at det er noget af det, vi bekymrer os allermest om. Han ved, at hvis han kan skabe usikkerhed og få os til at blive bekymret for, om der nu er sikkerhed nok i det offentlige sundhedssystem, så er vi klar til at købe hans sygeforsikring. Og kan sådan en forsikring sikre os en mere komfortabel stilling ved sygdom end andre (altså: kan vi hoppe køen over og få hurtig behandling), så er vi næsten overtalt.

Afguder
Sikkerhed og komfort som afguder? Ja, for rigtig mange af os bliver sikkerhed og komfort til livets højeste mål og lykke. Det vi ikke på nogen måde vil undvære. Og derfor bliver forsikringer og penge og alt det, der kan give os et så let liv som muligt, det hvori vi søger vores tryghed.

Længsel efter tryghed
Problemet med dette er ikke selve forsikringen. Der kan være meget fornuft i at passe på sig selv og sine ting med forsikringer. Men hvis vi deponerer vores tryghed og sikkerhed i forsikringen, så er det en falsk sikkerhed. For her i livet kan alt ske med os, og forsikringer kan ikke give os den tryghed og sikkerhed, som vores hjerte dybest set længes efter. Det kan kun Gud. Så når vi søger at stille hjertets længsel efter tryghed i denne verdens sikkerhed og komfort, så gør vi det til afguder.

Følge Kristus
Livets mening er ikke hverken Falcks sikkerhed og falsk komfort. Livets mening er at følges med Jesus. Kun i ham kan vores hjerte finde ro og fred – midt i al den usikkerhed og ulykke, der findes i dette liv. Og at følges med Jesus er ikke altid lig komfort og menneskelig sikkerhed. Han kalder os til at følge ham på udfordrende missioner i kampen for evangeliets udbredelse. Og han rækker os et besværligt kald til at leve i lydighed og kærlighed i vores daglige liv. Men det er et liv og en vej, der ender med frelse og med helhed og i Guds evige velsignelse.
– Roar


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *