Er julen kun til os?

Der har de seneste par dage været noget debat omkring kirkernes uddeling af julehjælp. Grunden er, at mange af dem, der søger hjælp er muslimer. Det har fået folk til at klage, for hvor skal man give julehjælp til nogen, der ikke holder jul?

Julen er til os!
Der var sågar én, der i et indslag på TV2 sagde: ”Hvorfor skal de søge noget, vi holder. Altså julen, det er til os.” Underforstået: Det er ikke til dem. Det er ikke til muslimer.

Men er julen kun til os? Er julen og julens budskab, Guds frelse til mennesker, kun til os, der tror og kalder os kristne? Det er ville være en modsigelse af evangeliet og en misforståelse af julens budskab.

Gud elsker verden
Bibelen siger: For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv.” Gud gav ikke kun sin gave til nogle få eller til et bestemt folk eller en bestemt race. Gud elskede og elsker verden. Hele verden.

Gud elsker den ateist, der kun har hån til overs for jul og kristendom. Gud elsker den muslim, der ikke anerkender Jesus som Guds søn, og han elsker den buddhist, der mest kigger ind i sig selv. Lige præcist derfor blev det jul. Fordi Gud ønsker, at glæden over frelsen i Jesus skal forkyndes og nå ud til alle folk.

Vi skal ikke være nærige
Godt, Gud ikke var påholdende og snæversynet og gerrig. Og godt, at julen netop er en gave, for der er ingen, der ret til eller krav på Guds nåde og frelse, som kom med Jesus julenat. Det kan vi kun modtage med tak og tro som en gave. Og lige præcist fordi, Gud har overøst os med en rigdom af kærlighed og frelse, skal vi heller ikke være nærige og snæversynede med julehjælp, gaver og kærlighed.

Spejl for Guds kærlighed
Hvorfor skal vi give julehjælp til muslimer, der ikke fejrer jul? Fordi vi dermed kan hjælpe nogen, der har det økonomisk svært, med at få nogle bedre feriedage! Og fordi vi dermed bliver et vidnesbyrd om og et spejl for Gud generøse kærlighed.

Og kan mødet med den kærlighed være med til at føre bare en enkelt muslim eller to til tro på Kristus, så er julehjælpen sandelig givet godt ud. Det er vist bedre i tråd med julens budskab end at skræmme folk væk med smålighed og lukkede hjerter.
– Roar


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *