En prædiken mellem romaner og kortholdere

Den anden dag var jeg inde i Bog&Idé og fik øje på nogle kort, som havde forskellige visdomsord på forsiden. Jeg plejer ikke at skænke sådanne lidt banale ord mange tanker. Men den anden dag blev det til en prædiken for mig der midt i mellem bogstabler, tilbud og kortholdere.

På et kort stod der: Life is a journey, not a destination (Livet er en rejse, ikke en destination). Ja, det kan godt lyde lidt kliché-agtigt. Men hvor tit indretter vi os ikke her i livet, som om der ikke er andet end dette liv? Som om det er selve destinationen. Som om den korte lykke, vi kan opnå her, er det vigtigste og vores største mål.

Livet her kan indeholde mange skønne ting, mange gode relationer, oplevelser og glæder. Men hvis vi gør alle disse gode ting til selve formålet med livet, så falder vi også ekstra langt og ekstra hårdt, hvis vi mister noget af alt dette pga. uheld, sygdom, økonomisk ruin, eller hvad det nu kan være. Eller hvis vi mister nogen af vores kære, eller måske selv får et kort liv og ikke opnår alt det, vi jagter her.

Vi kan være så fokuserede på det, vi skal opnå her i livet, at vi ikke har øjnene på den destination, som livet sigter mod. Og så kan vi ende med aldrig at nå frem.

Den destination, som rejsen her i verden skal føre os til, er det evige liv i Guds nærvær. Og når livet her ikke er destinationen, ikke er det højeste mål, så er vi også frie til at nyde det, vi får lov at få her, uden at det bliver et og alt for os. Vi bliver frie til at leve med og for andre, og vi kan møde den modgang og de sorger og smerter, der hører til livet med mod og håb. For vi ved, at der er noget større og bedre. Der er et endemål, hvor vi skal få lov at få langt mere end dette liv kan give os, og hvor vi skal opleve en langt dybere glæde, end rejsen her tilbyder.

Det kræver tro, at gøre livet til en rejse på vej mod en destination, vi ikke ser. Tro på Kristus og tillid til, at hans død og opstandelse betyder, at vi også skal opstå en dag ved vores endelige destination hos Gud. Og på troslivets rejse her i verden må vi hele tiden følges med Kristus, så vi ikke ender med at glemme ham og indrette os som om dette liv er alt, der findes. For vi ved aldrig, hvornår vi er ved enden af rejsen.
– Roar


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *