Et knus der holdt et kvart århundrede

I forbindelse med min fars død for nyligt stod jeg lidt for mig selv i entreen og ventede på bedemanden, da min moster kom ud til mig og gav mig et kæmpestort knus. ”Du skal have det her,” sagde hun og holdt godt om mig. Det viste sig, at det var der en helt særlig grund til.

Hun fortalte, at dengang hendes mor (altså min mormor) døde for mere end 25 år siden, da var søskende og familie kommet til kapellet i par eller med familie. Og min ugifte moster havde følt sig alene i sorgen. Da jeg kom, var jeg gået hen til hende og havde givet hende et stort knus. Og nu skulle jeg have det tilbage.

Selv om jeg sagtens kan huske dagen, da vi tog afsked med min mormor i kapellet, husker jeg ikke det knus, jeg gav min moster. Men det gjorde hun. Hun følte sig set og hjulpet i sorgen, og hun har båret det med sig i mere end 25 år.

Det siger noget om, hvad de små, positive ting, vi gør ved hinanden på rette tid og sted, faktisk betyder. Et knus, et håndtryk, et trøstende eller opmuntrende ord. Det kan få langt større betydning, end vi aner.

Lad os sætte os for ikke at misse chancen for at give kærlig opmærksomhed til hinanden, og særligt til dem i sorg og nød. Sådan har Gud vist sin store kærlighed til hver og en af os. Den kærlighed, som vi i Kristus har kendt igennem årtusinder. Gud elsker os med en evig kærlighed, der aldrig fortager sig eller forandrer sig. Hans nåde er ny hver morgen og varer hele livet, ja gennem hele historien og helt ind i evigheden.

Vi formår ikke at elske som Gud. Men tænk sig: selv et uperfekte genskin af Guds store kærlighed gennem vores små omsorgs- og kærlighedshandlinger kan række gennem kvarte århundreder!

En ganske almindelig søndag – og så alligevel…

En ganske almindelig søndag –og så alligevel.

Ved gudstjenesten i dag hørte vi Reza, som blev døbt for et par måneder siden, fortælle om, hvorfor han valgte at blive døbt. Han er vokset op i en muslimsk familie i Iran – men har i Danmark mødt kristendommen og er kommet til tro gennem mødet med kristne, gennem samtaler og gennem læsning af i Bibelen.
Noget af det, der har gjort indtryk på ham, er det, at Gud ikke kræver noget af os – men tværtimod kommer os i møde. Der var nadver lige efter Rezas fortælling – og det slog mig, at Gud kommer til os i dåben – og at han kommer til os i nadveren.
Han kræver ikke noget af os. Han giver…

Når vi knæler her,
kommer du helt nær.
Vi indtager brød og vin,
Kom indtag vort liv…”

Kaffe og gule sedler – visioner og virkelighed

Der blev gået til kaffen og “de gule sedler”, da vi havde arbejdsdag i ledelsen i går. Selv om vi først kunne mødes efter arbejdsugens afslutning, blev der arbejdet med stor koncentration. 
Vi gennemgik værdier og visioner – og kom godt i gang med konkrete handleplaner. Arbejdet er ikke færdigt, for vi skal jo medtænke og indtænke medlemmernes input fra både generalforsamling og visionseftermiddag. Men vi er godt på vej – og I kommer til at høre fra os. 
God weekend – og velkommen til gudstjeneste i morgen!

Om at løbe maraton i gummistøvler…

 

Ved gudstjenesten i Hedensted Valgmenighed var det i dag Michael Nielsen, der prædikede. Michael bor til daglig i Honduras, hvor han på 4. år arbejder som en blanding af bygningsarbejder, socialarbejder, evangelist og “hjælpepræst”. 
Det er altid inspirerende at høre Michael fortælle om sit arbejde der – men det er bestemt også inspirerende at lytte til hans forkyndelse. I dag prædikede han om livet som et (maraton)løb. Og derfor havde han taget gummistøvler på…

På den måde fangede han lytternes opmærksomhed, for enhver kan jo tænke sig, at et maratonløb ikke kan gennemføres i gummistøvler. Så uden at moralisere fik Michael nok de fleste af os til at overveje, om vi har løbesko eller gummistøvler på.

Lad mig bare nævne nogle af Michaels udsagn, som han understregede også var talt til ham selv:

  • I 1. korintherbrev står der: “Løb sådan, at I vinder den (altså prisen for at løbe)”. Løber vi som et hyggeløb – for at være med – eller løber vi for at vinde? 
  • Ved vi egentlig, hvad løbet går ud på? Altså, at det handler om frelse?
  • Gør vi som maratonløberen, der er hård ved sin krop – eller plejer vi mageligheden?
  • Hvad gør vi for at holde målet for øje?

Måske er det faktisk på tide at overveje, om vi “sjosker rundt i gummistøvler” i verdens vigtigste maratonløb
Hør Michaels prædiken her

“Jeg har savnet jer”, sagde præsten

Efter en pause i juli måned var der igen gudstjeneste i dag i Hedensted Valgmenighed. Præsten samlede børnene og fortalte dem, at han havde savnet dem i ferien. Han spurgte, hvor de havde været og brugte det til at understrege, at uanset,  hvor de havde været – Nordjylland, Frankrig eller Frederica – så havde Jesus været hos dem.

Også til de voksne var der tankevækkende ord. Blandt andet står det tilbage, at Gud byder os op til dans – han ønsker, at vi skal gå ind i dansen. At vi skal leve helhjertet – og ikke forfalde til bare at bruge tid og energi på sofa, stadion og sommerhus. Der er langt vigtigere ting at lade sig fylde af… 

Ud over tankevækkende ord og lovsang gik jeg personligt fra gudstjenesten med en glæde over at være en del af en menighed, hvor vi – alle menneskelige forskelle til trods – gang på gang mødes for i fællesskab at lade os fylde af det vigtigste i livet: Guds ord, Guds nåde og Guds ånd.

Hilsener fra Anna-Marie Hansen

 

Dåbsdag for små og store

DÅBSDAG FOR SMÅ OG STORE

Sidste gudstjeneste før sommerpausen var en festlig dag, da vi fik lov at fejre dåb for både et nyfødt barn og en ung mand. Uanset alder er dåben en gave, hvor vi fødes påny.
“Ved dit værk, ved kærlighedens vilje
Er vi født på ny til liv i Kristus” (DDS nr. 448)

Religion eller relation?

”Hvis du opdager, at kristendommen dræner dig og tager energien, praktiserer du en religion i stedet for at nyde en relation med Jesus Kristus. At vandre med Jesus gør ikke én træt. Det levendegør dig og genopbygger din styrke.”

Dette vigtige ord fra et andagtshæfte, viser den skarpe skelnen mellem religionerne og kristen tro. Religionerne fortæller, hvad du skal gøre for at opnå noget, fx frelse, heling, fred, evigt liv, osv. Kristen tro handler om, hvad Jesus har gjort, for at du kan få alt dette. At være kristen er ikke at slide sig til et godt liv eller til et godt forhold til Gud. Det er at vandre med Jesus og være sammen med ham.

Vi er af natur religiøse og står altid i fare for at slide os trætte. Men Jesus siger, at vi må komme til ham. At være en kristen er at følges med ham og at leve af hans nåde. Kom til mig, og jeg vil give jer hvile, siger han. Uden at lægge noget til, som vi skal gøre for at fortjene denne hvile.

Hvordan lever vi kontinuerligt i nådens hvile? Hvordan gør vi livet til en vandring i den åbne relation med Jesus fremfor at gøre det til et religiøst slid? Jeg tror, at vi skal følge åndedrættet. Ånd ind, pust ud. Indånd nåden hver dag. Find en rytme som dit åndedræt, hvor du igennem dagen og ugen indånder nådens friske og styrkende luft. Hvor du minder dig selv om, at nåden er for dig. Hvor du læser eller hører eller beder nådens budskab. Måske om morgenen. Måske efter endt arbejdsdag. Måske kan du afslutte dagen med nådens ord. Find ind i nådens åndedræt, og lad gudtjenesten være ugens store åndehul. Ikke en pligt, eller en sur tjeneste, men et åndehul, hvor du plejer relationen med Jesus og lader dig fylde af hans nåde.

Så lever vi livet der, hvor vi er sat og med de opgaver og pligter og glæder og sorger, der hører med. Men vi slider os ikke op i religiøst selvplageri. Vi følger Jesus, vandrer med ham i nådens rytme.

At læse er at tænke med en andens hovede…

Jeg elsker at læse… – og jeg lever af at få studerende til at læse. Fagbøger især. I den forbindelse er jeg stødt på et godt citat, som jeg har delt med de studerende, der skal eksamen i disse dage. “At læse er at tænke med en andens hoved i stedet for sit eget” (Schopenhauer, 1788-1860)

Men jeg har tænkt på, at det også er vigtigt i en dybere forstand. For vores liv bliver farvet af, hvad vi læser… Vores værdier bliver præget af det… Vores prioriteringer bliver påvirket af det… 
Det er derfor, at den sorte bog (min Bibel, som er i et skind-omslag) faktisk er så vigtig. Hvis jeg ønsker, at Gud skal præge mine tanker og mit liv, må jeg åbne den. For med Schopenhauers ord giver det mig faktisk mulighed for at tænke Guds tanker i stedet for mine egne…